Ren uld er fantastisk med alle dets egenskaber! Hos naturebaby.dk finder du et stort udvalg fra alle de bedste mærker.

Økologisk bomuld?

Rose Maimonide, forfatter til bogen "Baby - 100% naturlig uden tilsætning", har skrevet denne artikel til os, om økologisk bomuld.
Husk at alt vores bomuld hos Naturebaby selvfølgelig er 100% økologisk og det meste er endda GOTS certificeret og Oeko-Tex®. Så sikkert og bæredygtigt, som det overhovedet kan gøre.

Af Rose Maimonide, rosemaimonide.com

Hvornår er en sparkedragt egentlig økologisk? Er det den mon, hvis den er Oeko-Tex®? Og hvad skal økologisk bomuld nu gøre godt for – vi skal jo ikke spise tøjet?!

Tøj uden kemi
Økologisk tøj til baby – skulle det nu være nødvendigt?
Ja! For 25 % af verdens forbrug af insektgift går til produktion af konventionel bomuld. Og det selv om der kun dyrkes bomuld på cirka 5% af verdens landbrugsarealer! Der går op mod 9 kg kemikalier til 10 kg færdigt konventionelt stof.
Økologisk tøj er uden skodkemi (bortset fra eventuelt print, som ikke kan økocertificeres). I dag er udvalget af økologisk mode så stort, at lækkerhed, kvalitet og bæredygtighed sagtens kan gå hånd i hånd. Især når det gælder børnetøj. Du kan heldigvis både få budget- og luksusløsninger til babys basisgarderobe.

Vidste du
at der er 44% flere fugle på økologisk dyrkede marker?

Vask tøjet før brug
Nye tekstiler af konventionelt bomuld skal altid vaskes flere gange før brug. På den møde skylles de værste kemikalier som formaldehyd og potentielt giftig overskudsfarve ud af tøjet. Men nogle af de skadelige stoffer kan ikke bare skylles ud med vaskevandet. De frigives først, når tøjet er i kontakt med huden via fugt og varme.


Lun modebombe garneret med formaldehyd
Til fremstilling af konventionelt tøj kan bruges kunstgødning, kraftige sprøjtegifte, azofarvestoffer, fedtopløsere, tungmetaller, klor, ftalater, PCP’ere, fluorforbindelser og nonylphenol. Ja, det er lige så sundheds- og miljøskadeligt, som det lyder. Prøv selv at lugte til noget spritnyt tøj, og du ved, hvad jeg mener.


Vidste du
at økologiske bomuldsfibre er længere end konventionelle og derfor blødere?

GOTS Gå efter GOTS
Mange økologiske tekstiler har certifikatet GOTS. Det er et rigtigt godt pejlemærke. Så kan du for eksempel være sikker på, at tøjet ikke indeholder fluorerede stoffer, som er hormonforstyrrende, og azofarvestoffer, som kan fremkalde allergi og kræft. Samtidig ved du, at tøjet er miljøvenligt bearbejdet på fabrikken. Mærkerne IVN (blå) og KbA giver nogenlunde samme garantier.

Vidste du
at
Oeko-Tex® hverken har noget med økologi at gøre? Det er et sundhedsmærke til tekstiler, som garanterer, at tøjet ikke afgiver de værste problematiske stoffer under brug.



Et skridt på vejen
Hvis du derimod køber en lækker sag, hvor der bare står ”organic cotton” på mærkaten, ja så ved du blot, at bomulden er økologisk dyrket. Du har ingen garantier for den øvrige produktion.
Tøj med miljømærket Blomsten er ikke (nødvendigvis) økologisk, men dog produceret uden de værste sprøjtegifte.

Hvor skal man begynde?
Når du bygger en garderobe op til dit barn, så tænk lidt, men godt. Ofte er det de samme stykker tøj, som bliver brugt igen og igen. Helt små babyer bruger sjældent så meget tøj, som man skulle tro. Efterhånden kan du også være heldig at støve brugt, men velholdt økologisk tøj op på forskellige genbrugssites.

Er det for dyrt at få hele babys garderobe økologisk, så fokuser i første omgang på det tøj, som er i direkte kontakt med huden, altså undertøj og strømpebukser. Ja, det allerinderste er faktisk babys ble. Heldigvis finder der et væld af moderne stofbleer, så baby kan få økologi helt ind på den lille lækkermås!


Tip
I Roses bog BABY – 100% naturlig uden tilsætning kan du læse meget mere om hele babys økogarderobe og få tips til både budget- og luksusløsninger. Bogen er et overflødighedshorn af inspiration til en sund baby med grøn livsstil, med alt hvad du skal vide om sund økomad måned for måned, de mest optimale kosttilskud samt en A-Å guide til bæredygtigt tøj og udstyr til din grønne guldklump.

Økologisk bomuld